er forbi og mørket omslutter præstegården, enkelte gadelygter lyser op og bryder mørket. I alle tilfælde det mørke som er uden for.
“Der er et lys som aldrig slukkes og som skinner igennem alt mørke” prædiker jeg ofte om. Det er min grund teologi at Guds lys gennemlyser det mørke vi som mennesker møder på vores liv. Men vel egentlig også det mørke som vi har inden i?
Det har jeg sjovt nok ikke tænkt over i mange år, det er længe siden at mørket inden i forlod mig – men hvad med nu?
Nå jeg ser ordene tage form på skærmen foran mig, så tænker jeg nej. Mørket er brudt, lige nu er det noget andet. Noget som kommer udefra og minder mig om det mørke der engang var min tro følgesvend.
Jeg er træt helt ind til knoglerne, matheden sidder i hver en celle i min krop og min hjerne vil ikke rigtig være med. Tankerne former sig langsommere end knuden i min mave, end min vejrtrækning som jeg stadig forsøger at få til at blive til mere end overfladisk. Tankerne myldre – eller står stille og magtesløsheden står i første række og banker på.
Pas nu godt på dig selv siger de alle sammen, og de har sagt det længe. Tak siger jeg og tænker i mit stille sind at hvad mener de egentlig med det? I hvilken ende er det jeg både skal gøre det og samtidig opfylde de andre krav der følger med jobbet? Indfri de forventninger der unægteligt følger med krave og kåbe?
De lyse nætters tid er forbi og duften af sensommer der bliver til efterår vejre i luften, ikke som en trussel men som et løfte om at noget nyt er på vej. At ud af forfald opstår noget nyt, bare ikke lige nu – men om lidt. Når lyset igen finder vej i sprækker i træerne og årstidernes skiften.
og inden for her hos mig – der er der et lys i mørket, i barnets smil og mandens hånd der løfter mig når jeg ikke selv kan.